Mit navn er Claes Iversen, jeg er 17 år gammel, og min store passion er film og TV. Jeg har interesseret mig for filmproduktion, siden jeg var 8 år, og lige siden har jeg arbejdet på at udvikle mine evner og skabe mine egne film.
Jeg startede helt fra bunden med at lære de forskellige dele af filmproduktion én efter én – fra optagelse og kameraarbejde til redigering, lyd, visuelle effekter og color grading. Gennem årene har jeg brugt utallige timer på at lære, eksperimentere og finpudse mine færdigheder, og i dag arbejder jeg professionelt med filmproduktion.
Jeg har mit eget firma, hvor jeg blandt andet producerer reklamefilm og visuelt indhold for virksomheder. Samtidig arbejder jeg som filminstruktør, hvor jeg brænder for at fortælle historier gennem billeder og skabe en stærk og unik visuel stil.
Min interesse for film startede blandt andet gennem min morfar, som introducerede mig til filmens verden. Han fortalte mig om sit liv i Nepal, hvor han blandt andet arbejdede som lærer og underviste i film. Han arbejdede med film, indtil han gik på pension, og hans passion har været en stor inspiration for mig.
Jeg har blandt andet deltaget i The Next Film Festival og Dolly, og jeg har været nomineret flere gange for mit arbejde – blandt andet for Bedste Visuelle Stil og Color Grading.
Jeg brænder for hele processen fra den første idé til det færdige resultat og elsker at skabe billeder og historier, der skiller sig ud.
Jeg håber, du kan lide mine billeder og videoer – og måske får lyst til at arbejde sammen med mig. Jeg glæder mig til at skabe noget fedt sammen!